Taman Connaught natmarked

Japansk cheesecakes, blev nødt til at købe en

På dette natmarked kan man få alt hvad hjertet begærer, især på madfronten. Eneste problem er at der ikke er plads nok i maven.

Vi er meget glade for at tage til de forskellige markeder (night markets) der er rundt omkring i de lande vi besøger. Det er en god måde at få smagt på nogle af de lokale retter og se hvad de de lokale kan lide at spise. Her er selvfølgelig også mulighed for at købe souvenirs eller (alt) andet man lige skulle mangle. Vi har en forkærlighed for stof punge. Disse små punge er alletiders til at tage penge med rundt i, da de ikke fylder for meget. Problemet er nu at vi har 5-6 stykker og vi bruger kun en hver. Så er det godt de kan bruges til at samle alle de små ting vi rejser med. Michael har lyst til at købe en ny hver gang han ser en fin en, så nu er jeg blevet lidt hård og bliver nødt til at sige “nu er nok nok”.

Vi så ikke mange turister

Jeg havde læst om dette marked og hørt det skulle være et af de bedste i byen især hvad angik streetfood og vi blev da heller ikke skuffet. Eneste problem er at vi bliver mætte alt for hurtigt og der alt for meget lækkert mad at prøve.

Vi kom dog igennem en hel del og købte også en del med hjem så vi havde til dagene efter.

Ristede peanuts med chili, de var super spicy

Dette marked ligger et godt stykke fra KL centrum og vi kunne derfor se at der ikke var helt så mange turister, da det ikke er helt nemt at komme dertil. Vi tog derfor en Uber til markedet og heldigvis var det ikke noget problem at finde en Uber igen da vi skulle hjem igen.

Markedet ligger i en gade der bliver lukket af for trafik og markedet er ca. 2 km langt så der kan sagten bruges noget tid på at ose ned gennem markedet. Her kan købes en masse ting og tøj, vi synes dog ikke det så ud af noget særligt. lignede det vi ser alle steder, det meste af det af middel eller dårlig kvalitet.

Det samme kan dog heldigvis ikke siges om maden der blev solgt der. Der er alt muligt og jeg ville ønske vi havde mulighed for at komme igen, fik slet ikke smagt det hele. Vi er begge ret vilde med dumplings efter en ferie i Kina, så det var en af de ting vi købte en masse af. Vi delte også en skøn kylling kebab og fik til en lemonade med stykker af aloe vera i. Det smagte faktisk overraskende godt, og det skulle jo være så sundt med det aloe vera.

Dumplings, en af vores favoritter

Skulle da lige have en kebab, lækkert

Nu jeg elsker at bage elsker jeg i det hele taget også bare kager og på dette marked var der mange der solgte kager. De var så fine og vi kom nok til at købe alt for mange med hjem, så må nok træne lidt ekstra. Der var japanske cheesecakes som er det helt store på YouTube lige nu og creme tærter med frisk frugt på toppen. Der var også små almindelige cheesecakes og vi købte lidt af det hele og det smagte godt alt sammen.

Japanske ostekager i forskellige smage

Små frugttærter

Vi prøvede en pandekage der blev fyldt med “candyfloss” lavet af svinekød, mayo og ost. Den kunne da godt spises, men bliver nok ikke vores favorit. Vi fik de bedste pirogger vi har smagt længe og lækre satayspyd.  Vi kom forholdsvis tidligt og det var rart da der så ikke var helt så mange mennesker i den smalle passage mellem boderne, men da vi var ved at være færdige med at se markedet var der fyldt med mennesker.

Pandekagemanden der lavede kødfyldte pandekager til os

Hvis man er i KL på en onsdag vil vi klart anbefale at tage en tur ud til dette marked – og kom sulten – men husk at gå lidt rundt før du falder over en skøn portion malaysisk mad, ellers ærgrer du dig bare over at der ikke er plads til de næste 3-4 spændende retter du falder over og som måske så endnu bedre ud. Hvis vi kommer tilbage til Kuala Lumpur en onsdag, så ved I hvor I kan finde os.

Har du besøgt nogle spændende natmarkeder i KL og har du tips og ideer til hvilke man skal se og opleve, så skriv en kommentar og del det med os.

Skrevet d. by Hanne i Kuala Lumpur, Malaysia

Add a Comment