Rolige dage i smukke Ubud

 

Dejligt med en lille slapper

Ubud har meget at byde på. En oase på Bali med mulighed for at finde roen i en travl hverdag.

Ubud

Vi havde lidt forskellige ønsker til hotel i forhold til vores venner fra Danmark da vi havde et lidt mere stramt budget vi skulle holde os, så vi tog på hvert vores hotel i Ubud. Vi kom til at bo på Umah Dauh som var et lille homestay tæt på Ubud palace. Det var en lille oase man kom ind i. Der var ro for trafikken ude på vejen og grønne træer og planter alle steder. Og så havde de en lille hund Chico der kun var 3 måneder, der tog rigtig godt imod os. Vi nød vores to dage der.

Vores hotel i Ubud

Vores lille ny ven

Vi beluttede os for at få tidlig aftensmad og først mødes med vores venner dagen efter. Vi fik gået lidt rundt i Ubud og må sige det er en super hyggelig by. Dog er der rigtig meget trafik og vejene er meget små. Byen ville helt sikkert vinde lidt mere charme, hvis der ikke var helt så meget trafik.

Hyggelige gader rundt omkring i Ubud

Flot balinesisk indgang

Dagen efter mødtes vi med Charlotte og Peter ved det hotel, som de boede på. Det lå lige op til Monkey forest. Vi fik en let frokost og valgte så at gå en tur i Monkey forest. Der er rigtig mange aber og det er muligt at se dem helt tæt på. Vi havde købt bananer til dem og der gik ikke lang tid før aberne havde fundet ud af det. En var så fræk at stjæle dem ud af hånden på Michael og refleksen er jo så straks at prøve at få dem igen, da vi jo gerne ville dele lidt ud af bananerne. Det stod så ikke i kortene. Aben kom imod Michael og hvæsede og viste sine meget store tænder. Michael trak klogeligt nok hænderne hurtigt tilbage.

Fræk abe der stjal Michaels bananer

Tænder man helst vil holde sig fra

De ser så søde ud, men de kan godt finde på at bide og med sådanne tænder, er det ikke noget man ikke lyst til. Vi havde også læst at man ikke skulle have mad eller slik i lommer eller tasker, for så vil de prøve at få fat på det. De har en rigtig god lugtesans og kan lugte det, så de kan finde på at angribe hvis du har tyggegummi eller andet i lommen. Det samme gælder vandflasker. Dem går de også efter. Men hvis man tænker over disse ting og ellers bevæger sig roligt rundt, er det en dejlig tur med masser af søde aber.

Sød lille abe

De er glade for bananer

Om aftenen tog vi ud og spise på Dirty duck, da vi havde hørt de skulle have en rigtig god crispy duck. Det smagte også godt, men mindede meget om en almindelig andesteg hjemme i Danmark, dog med lidt mere fancy tilbehør. Dog kunne de ikke finde ud af at lave dessert, så det vil vi ikke anbefale man bruger penge på.

Udsigten fra vores lille hytte

Næste dag skulle vi op på et lækkert jungle resort, Nandini jungle resort and spa, for at holde nytårsaften sammen. Hotellet er i den dyre ende, men det er også det mest lækre hotel vi har boet på. Vi havde en fantastisk udsigt ud over junglen fra vores hytte og de er placeret sådan på skråningen at man har rigtig meget privatliv i hver sin hytte.

Nytår 2017

Personalet var meget venlige og de havde arrangeret en skøn nytårsaften med skøn mad, balinesisk dans og poolparty for gæsterne. Det kostede 75 dollars og hvis man var et par, var der inkluderet en flaske mousserende vin med i prisen.

Klar til at holde nytår

Vi havde en rigtig god aften og nød den i selskab med vores gode venner.

Vores venner, poolparty

Den 1 januar tog vi det stille og roligt. Lå lidt ved poolen og fik siddet og arbejdet med vores computere. Nytårsaften havde vi vundet en romantisk middag for to, som vi fik serveret om aftenen. Det er nok den mest romantiske middag jeg har været på. De have skrevet LOVE i blomsterblade ude foran vores dør og tændt masser af lys. På vores altan/terrasse var der dækket op og der var skrevet M + H med et hjerte imellem i blomsterblade og der var lys over det hele. Så kom de og serverede middagen som bestod af en lille fint anrettet kyllingebid, derefter en hummersalat. Så fik vi mosede kartofler med et lækkert stykke laks og et lækkert stykke oksekød. Desserten bestod af pandekager med kokosfyld og en creme caramel. Det hele smagte rigtig dejligt. Det var en rigtig god måde at komme ind i det nye år.

Meget romantisk

Romantisk middag for 2

Da vi var færdige med at spise, gik vi i seng, vi skulle nemlig op igen kl 2, da vi ville blive hentet kl 2.30. Vi skulle på en vandretur op på Mount Batur, den aktive vulkan på Bali, som sidst var i udbrud i 2000. Det var lidt hårdt at skulle op igen 4 timer efter vi gik i seng. Men sikke en tur. Der var bælgmørkt og vi fik udleveret en lommelygte hver, og så gik det ellers opad. Turen op tager ca 2 timer og det er ikke en helt let tur, vil dog sige at de fleste med en moderat kondi kan klare den. Husk at tage en varmere bluse med. Selvom man sveder når man kommer op, bliver man hurtig kold og så kommer man nemt til at fryse. Man får serveret æg og brød deroppe. Æggene er kogt over varme luftstrømme fra vulkanen. Og så har man mulighed for at se en virkelig smuk solopgang. Turen ned er lige så spændende, hvis ikke mere, nu man kan se den smukke natur man går rundt i. Stenene er lidt løse, så man kan godt komme til at glide i dem, hvis man ikke passer på. Vi havde en rigtig god tur og var noget trætte da vi kom tilbage til hotellet. Vi kunne dog ikke slappe for meget af, da vi skulle tjekke ud og flytte ind det nye sted nede i Ubud. Et rigtig hyggelig airbnb hus med to skønne huskatte.

Vores hus i Ubud

Dagen efter havde vi besluttes os for mødes med vores venner og tage på en fælles tur ud og se lidt forskelligt i Ubud. Kan ikke lige sige hvilken af de mange ture der bliver tilbudt i Ubud, vi kom på, da det var Charlottes og Peters hotel der arrangerede turen. Men vi startede med en lokal forestilling hvor der blev danset den traditionelle balinesiske dans. Derefter var vi ude og se et værksted hvor de arbejdede med batik, og hvor der selvfølgelig kunne købes en masse forskelligt batik m.m.

Balinesisk dans

Derefter kørte vi ud og så templet elefant hulen. Det kaldes det fordi der er en stor hule som er lavet om til et tempel. Og store ting på Bali kaldes for elefant.

Elefant templet

Derefter var vi ude ved templet Gunung Kawi Sebatu. Det lå i de smukkeste naturområder. Der er mange trappetrin derned, Og dermed også op igen, men ikke noget der ikke kunne klares. Og der var masser af butikker på vej ned og op igen, hvor der kunne stoppes og evt. købe lidt souvenir eller noget koldt at drikke.

Omgivelserne omkring templet

Flot gammelt tempel

Så skulle der serveres frokost. Det var på en restaurant med udsigt til mount Batur, men det eneste der var udsigt til var en massiv grå sky. Nu var vi jo så heldige at vi havde fået set mount Batur dagen før, men det var da lidt ærgerligt for vores venner.

Så gik turen til en kaffeplantage hvor vi fik lidt at vide om kaffefremstilling på Bali. De har også Luwak kaffe, hvilket er kaffe lavet på bønner som toddy katten spiser og derefter skider ud igen. Derfter vaskes bønneren og tørres og ristes. Den kaffe skulle vi smage. Ikke den bedste kaffe vi har smagt. Meget kraftig kaffe med en del bitterhed i eftersmagen.

Så skal der smages på de forskellige bønner og te

Michael fik lov at hilse på en toddy kat

Så kig turen hjemad og vi brugte resten af dagen med at slappe af sammen med de to søde huskatte.

En af vores skønne huskatte

Vi aftalte at vi skulle mødes næste eftermiddag, og så gå ud og spise sammen en sidste gang, før Charlotte og Peter tog videre. Vi mødtes på deres hotel og gik så sammen op mod Ubud palace, og stoppede et sted for at få en drink. Derefter gik det op til den restaurant Charlotte havde fundet på tripadvisor. Hun havde spurgt om der skulle bestilles bord, og det havde restauranten sagt nej til, men da vi kom var der helt fyldt op og ikke med nogen snarlig mulighed for at komme til. Så vi gik hen på Nomad i stedet for. Her fik vi hygget og sludret og sagt ordentligt farvel. Det havde været nogle dejlige dage sammen og vi nød at have venner fra Danmark med på en del af vores rejse.

Dejlig tid med vores venner

Vi havde 3 dage tilbage i Ubud før vi selv skulle videre, og de blev brugt på at arbejde lidt, lave mad selv, hvilket jeg havde savnet, og ellers gå lidt ture rundt i Ubud.

Den sidste dag før vi skulle videre var vi ude og få Babi guling til frokost. Nu havde vi jo læst en masse om hvor godt det skulle være. Det er helstegt pattegris med specielle krydderier. Det smagte godt, men kunne ikke få os til at falde i svime. Vi kommer fra et land hvor vi laver sindssygt gode helstegte pattegrise. Vil til enhver tid altid vælge den danske udgave.

Skrevet d. by Hanne i Bali, Indonesien, Ubud

Add a Comment