Jul i Indonesien med venner fra Danmark

Udsigten fra vores hytte på Gili Meno

Der er så mange dejlige steder i Indonesien. Her er vi på Gili Meno.

Bali, Lombok og Gili Meno

Vi tog flyet fra Kuala Lumpur til Denpasar på Bali. Det var en kort lille tur på ca. 3 timer. Da vi kom til Denpasar lufthavn, gik alt super fint. Vi kom hurtigt igennem immigrationen og vores bagage kom hurtigt og vi fik gået ud for at hæve penge og købe et sim kort.

Man kan hæve kun 2500000 IDR i automaten af gangen, så vi endte med at hæve 3 gange for at have nogle flere penge her op til jul. Vores SIM kort med data var fra Telkomsel og kostede 400000 IDR og det var lidt dyrt, men det har virket meget stabilt alle steder vi har været.

Vi havde læst det var dyrt at tage en taxa ind til byen og at de kørte med fast pris. Det ville koste 150000 IDR og man skal købe en seddel inde i lufthavnen. Det er dog meget taxa mafia og turen er slet ikke så dyr. Vi vidste at man kan tage Uber og Grab på Bali, men vi havde også læst at de er meget ilde set af taxachaufførerne. Det er de i mange lande, da de jo skaber konkurrence og det bryder de sig ikke om. Dette var dog det første land vi har været i, hvor Uber er bange for taxachaufførerne. Hvis der er mange taxaer omkring så vil de ikke komme. Og vi stod jo lige ude foran lufthavnen, hvor alle taxaerne er og selv for os var det meget ubehageligt. Taxachaufførerne stod helt op af os og spurgte hvor vi skulle hen, de fulgte også efter os. Det var ikke rart og det fik os til endnu mindre at ville bruge en taxa her på Bali. Den Uber vi havde bestilt kom ikke og vi bestilte en ny. Han skrev til os at grundet de sure taxachauffører så holdt de et andet sted. Det var rart at vide, sikkert derfor den anden ikke dukkede op, han holdt sikkert også der. Det er på 3. etage uden for lufthavnen. Du kan sikkert komme derop inde fra lufthavnen, men vi tog elevatoren op inde fra P-huset. Og der var ingen taxaer og vi fandt nemt vores Uber.

Vi fik også ofte en besked fra vores Uber chauffør, at “vi bare skulle sige vi ventede på en ven” hvis nogen spurgte. De er virkelig efter Uber på Bali.

Vi ankom til vores hotel i Sanur og det var et fint lille hotel. Klokken var blevet lidt mere end vi havde regnet med, fordi vi skulle bruge så meget tid på at få fat i en Uber og komme til hotellet. Så aftenen blev brugt på at få lidt at spise og ellers arbejde.

Stranden ved sanur, Bali

Dagen efter skulle vi mødes med vores danske venner Charlotte og Peter. De var dog kommet ret sent til hotellet så de ville gerne lige slappe lidt af og så kunne vi mødes om eftermiddagen.

Vi gik lidt rundt i Sanur. Vi kom forbi masser af steder der gav massage og vi havde ikke fået massage i lang tid. Her var priserne igen billige, så vi fik en 1 times fodmassage til 60000 stykket. Dejligt. Derefter gik vi ned til vandet og fik en øl, mens vi nød den skønne udsigt. Vi fandt et hyggeligt sted at få frokost og gik derefter hjem til hotellet og fik en dukkert.

Vi tog ud til Charlotte og Peters hotel, det var så dejligt at se dem efter måneder uden vores venner hjemmefra. Vi satte os alle nede i strandbaren og fik et par drinks. Derefter fik vi lidt at spise og bare hyggede os.

Dejlig middag med vores venner på Bali

Det var virkelig dejligt at se nogle hjemmefra igen. Vi aftalte at mødes ude i lufthavnen næste dag, da vi skulle med flyet til Lombok og derefter til Gili Meno.

I Lombok lufthavn blev vi selvfølgelig mødt af en masse taxa chauffører der ville køre os hvor vi nu skulle hen. Her var ikke lige mulighed for at få en Uber, så det blev en taxa. Vi betalte inde i lufthavnen og bad om en stor bil, da vi var 4 der skulle med samt alt vores bagage. Det var en stor bil vi fik, sagde de, men det var en helt almindelig sedan. Vi fik da proppet alt vores bagage derind og så gik turen til Senggigi hvor vores hotel lå. Det var ca 1 – 1½ times kørsel væk fra lufthavnen. Turen kostede os 200000 LKR, som ikke er galt nu vi var 4 personer. Hotellet vi havde booket var et ret nyt hotel og det var meget lækkert, det hed “Svarga Resort Lombok”. Vi havde en ½ dag i Lombok.

Vores hotelværelse i Senggigi

Da vores venners værelse lå, hvor de stadig var i gang med at arbejde på hotellet, var der meget larm. De ville høre om de kunne få et andet værelse, hvor det ikke larmede så meget. Det kunne de godt, men de ville så ikke kunne tjekke ind på værelset endnu. Hotellet undskyldte og gav dem (og os) en køretur ned til en restaurant vi havde hørt godt om på TripAdvisor. Her sad vi og fik et par kolde øller og noget af det bedste skaldyr vi længe havde smagt. Der blev også mulighed for at købe lidt souvenir, da de opdagede at vi købte lidt hos en, kom de alle forbi. Så det blev til en skål til Peter og nogle armbånd til os andre. Vi fik da pruttet lidt om prisen, så det ikke blev alt for dyrt.

Så bliver der købt souvenirs

Hotellet hentede os igen, da vi var færdige med at spise. De gav også Charlotte og Peter en times massage for ulejligheden. Det må man kalde god service.

Vi hoppede i deres helt fantastiske pool og spiste aftensmad på hotellet med udsigt ud over palmer, bjerge og hav. Dagen efter blev vi hentet af Henny som arbejdede for det hotel vi skulle bo på på Gili Meno. Hun var så sød og meget hjælpsom. Vi blev kørt et pænt stykke væk fra Senggigi, hvorefter vi kom med en lille båd der sejlede os til Meno. Turen gik rigtig fin, og det er jo lidt eksotisk at kravle op i en båd, hvor du først går lidt ud i vandet.

Henny og Hanne

Da vi ankom til Gili Meno sørgede Henny for, at vi sad og fik en kold øl, mens vores bagage kom til vores hytte. Totalt luksus med disse fine hoteller, selvom man kommer til at betale for det i sidste ende.

Transporten på Gili Meno

Vi fik en rigtig fin hytte med udgang lige ned til havet. Var så lækkert. Det ene soveværelse havde terrasse ud mod havet og det andet var ud mod noget kedeligt rod. Så vi gjorde det mest voksne, tog 2 nætter hver på det gode værelse, og spillede “Texas hold’em” for den sidste overnatning. Juhuu, vi vandt.

Vores hytte på Gili Meno

Dagene på Gili Meno gik med at slappe af, snorkle, spise god mad og bare hygge med gode venner. Vi skulle jo fejre julen sammen på øen og heldigvis kunne vores hotel serverer en julemiddag, hvor vi fik kalkun, røget skinke og brun sovs. Det var så godt og lækkert med noget lidt mere julet mad end det vi ellers havde fået.

Fejre jul på Gili Meno

Vi besluttede os for at komme på en bådtur, hvor vi skulle snorkle og forhåbentlig se havskildpadder og masser af flotte fisk.

Vi havde tre stop og på det første var vi så heldige at se havskildpadder. Michael fik endda dykket ned og var så tæt på, at han fik rørt ved skildpaddens skjold.

Ved vores næste stop havde vi fået husket vores undervandskamera. Vi havde ikke svømmet langt fra båden før en meget stor farverig fisk svømmede op imod os. Jeg synes den så en smule sur ud i den måde den svømmede på, så jeg var ved at svømme væk igen, da den pludselig angreb vores guide og Michael. Heldigvis blev ingen bidt, men vi fik hurtigt svømmet væk og kom tilbage op i båden. Det viste sig at være en Tritan triggerfish og dens bid er ikke ret rart. Ikke noget man dør af, men der kan nemt komme betændelse i og vores guide, som var ret ung, så noget rystet ud. Det blev også den anden fyr der hoppede i vandet med os på det sidste stop, og der glemte vi igen vores kamera. Det var en skam for det var det flotteste sted at snorkle. Det kaldes “The Coral Garden” og der var rigtig mange fine fisk og koraller.

Det var en rigtig dejlig tur og snorkle udstyret fungerede fint, så det kan absolut anbefales hvis du er så heldig at komme til Gili Meno.

Nyder en gåtur på Gili Meno

Vi fik Henny til at sørge for turen tilbage til Bali og Ubud. Hun sørgede for vi kom med en hurtig båd til Panangmai og derfra med en van til Ubud. Bådturen gik fint, vi havde ellers læst turen kunne være meget slem og at der tit var både der kæntrede. Det skete heldigvis ikke her. Jeg måtte da indrømme alle de hop båden gav ikke lige var helt godt til min mave, og derfor lagde jeg mig til at sove, så turen ikke gjorde mig for søsyg.

Da vi ankom til Panangmai stod der igen masser af taxachauffører og sagde den tur vi havde booket var i en stor bus og det ville tage 3 timer. De kunne, selvfølgelig til en god pris, køre os til vores hotel i Ubud og det ville kun tage 1 ½ time. Vores venner sagde de ikke orkede at køre i 3 timer, men jeg havde været på nettet og tjekke hvor langt der var, og vidste turen kun ville tage 1 – 1½ time. Det viste sig jo også, at de bare var nogle kloge sælgere der prøvede at lokke uvidende turister, til at hoppe på deres tur. Man kommer dog til at køre i en lille minibus og vi blev kørt til Ubud city og ikke hotellet, men der var heldigvis ikke langt at gå til vores hoteller.

Har du besøgt Bali og har du tips og ideer til hvad man skal se og opleve, så skriv en kommentar og del det med os.

Skrevet d. by Hanne i Indonesien, Lombok og Gili Meno

Add a Comment