Ella, flot sted at lade batterierne op.

På toppen af Ellas rock

Ella er en lille by på Sri Lanka, men den har meget at tilbyde. Især hvis du elsker naturen og gode gåture.

Den første dag i Ella startede med en fantastisk morgenmad. Mens vi har boet her i Ella har vi fået smagt en masse af de ting der er kendetegnende for Sri Lanka. Hoppers, Spring hoppers. Curd med honning, rotti med curry og meget mere. Det har været meget svært at holde en kur her, da de serverer virkelig lækker morgenmad. Efter morgenmaden den første dag, besluttede vi os for at gå op til mini Adams peak, hvilket er en rigtig god lille tur.

Går rundt i smukke Ella

Trappen op til mini Adams peak

Det tager ca 1 time fra byen og det er ikke en alt for anstrengende tur. Der var en fantastisk udsigt deroppe fra.

Naturen er fantastisk i Ella

Dagen efter var vi forbi og se broen med de ni buer. Her skulle vi følge togsporene og det er jo både ulovligt og farligt i Danmark, så det var med bankende hjerte vi gik afsted. Der går dog ikke så mange tog på strækningen og alle gør det selv Srilankanerne.

Føler os rebelske og går på sporene

Masser af sol, så har brug for lidt skygge

Og når der kommer et tog så kører det så langsomt at man sagtens kan komme til siden. Da vi kom til broen var vores kamera selvfølgelig løbet tør for strøm, så godt vi havde vores telefoner med.

Broen med de ni buer

Vi fik af vide af en af de lokale at om ½ time ville der komme et tog så vi kunne få et godt billede af broen med et tog på. Vi stod sammen med nogle englændere og ventede tålmodigt, men der dukkede ikke noget tog op. Og så begyndte det at regne en hel del. Vi stilte os sammen inde i en lille hytte og ventede og håbede det ville stoppe med at regne når toget ville komme. Det stoppede med at regne og med det samme kom toget vi nu havde ventet på i mere en en time .. så skulle der tages billeder! Og det lykkedes da også at få et hvor toget er cirka midt på broen:

Endelig kom toget

Bagefter fulgtes vi alle 6 tilbage til Ella. Der er simpelthen noget af det bedste ved at rejse: At møde mennesker fra forskellige dele af verden og komme til at snakke sammen.

Dagen efter stod vi tidligt op så vi kunne klatre op på Ellas rock, hvilket er det højeste sted i Ella. Jeg kan dog sige at et par jeans knickers ikke er at foretrække når man skal kravle op på et bjerg, Da jeg ikke kunne løfte mine ben ret højt grundet at bukserne så strammede for meget, så gik turen langsomt.

Det var en skøn tur op ad Ellas rock

Vores søde hotelejer havde tegnet et fint håndtegnet kort til os så vi kunne finde derop. Og må sige at det var super præcist og vi fandt nemt derop.

Vores kort til Ella's rock

Selvom det sidste stykke er lidt mere udfordrende at kravle op ad, så er det ikke alt for svært, vi fik dog varmen. Men det var alt besværet værd da vi kom helt op og så udsigten. Der er så smukt at vi havde svært ved at gå derfra igen.

Vi var heldige, ingen skyer til at ødelægge udsigten

Og med os i billedet, blev udsigten da så meget bedre.

Der står en ældre herre deroppe og sælger en rigtig god kop te til 100 LRK. Vi købte et par kopper og sad og nød udsigten. Vi kom til at sludre med en pige der rejste alene i 3 måneder. Hun var fra New Zealand, Alana. Vi fulgtes sammen ned og fik virkelig snakket sammen, var så hyggeligt.

På turen ned, blev alt dækket af skyer

Vi havde egentlig kun booket til 3 dage i Ella, men synes der var så dejligt at vi bookede 4 dage mere. Torsdag blev vi ved hotellet og fik arbejdet, så der blev der ikke set så meget. Dagen efter valgte vi at gå fra Ella ned til det samme vandfald som vi så da vi kom. Ravana ligger 6 km fra byen, men det er en smuk gåtur.

Ravana vandfaldet er en god gåtur fra Ella

Det gode er der kører busser til Ella hele tiden, så da turen gik hjemad igen kunne vi praje en bus som så tog os hele vejen op igen. Det kostede 24 LKR pr. mand. Lørdag tog vi en bus fra Ella og kørte længere op til Dova templet som er et rigtig gammel tempel. Det kostede 20 LKR pr. mand at komme med bussen derop.

Munk ved Dowa templet

Der var lidt lokale ved templet men ikke ret mange, så vi havde det stort set for os selv. En mand stod for templet og han var meget god til at fortælle om de forskellige ting vi så. En rigtig god oplevelse. Det koster ikke noget, men der forventes at man giver en donation. Vi gav 500 LKR i alt. Da vi var færdige og skulle til at gå gav fyren os et armbånd lavet af hvide snore, der er blevet velsignet af en munk. Mens han giver os det på bliver der sagt en bøn, båndet skal give dig beskyttelse og et godt helbred .. så det håber vi passer! 🙂

En del af templet består af sten, det er bygget ind i.

Den sidste dag i Ella inden vi skulle med toget til Kandy, brugte vi på at sidde ved vores computere. Vi er også gået ind i regntiden her i Sri Lanka så der er ikke helt så godt vejr længere. Og om aftenen bliver vi invaderet af vildt store flyvemyrer/natsværmere. Så vi sidder gemt på vores værelse med alt lys slukket da de finder ud af at komme ind og at være udenfor er frygteligt, da de er overalt. Ella har også masser af aber og de er super frække, hvis man ikke passer på kommer de helt tæt på og stjæler din mad.

Abe på udkig efter noget mad den kan stjæle

Eller hvad du nu har liggende, så Michael har prøvet at jage dem væk med vores paraply, ser så sjovt ud. Men de er nu søde at se på, især de små unger.

Har du besøgt Ella og har du tips og ideer til hvad man skal se og opleve, så skriv en kommentar og del det med os.

Skrevet d. by Hanne i Sri Lanka