Chiang Mais vandfald

Os, våde efter at have klatret op af vandfaldet

Dette smukke vandfald kaldes Bua Tong Sticky waterfall fordi man kan gå op ad det uden at glide. Sjov oplevelse, men hold op vi blev våde, så husk håndklæde.

 

Smukke vandfald ved Chiang Mai

 

Noget af det vi nyder når vi er ude at rejse, er at leje en scooter eller bil og køre rundt for at se noget af den smukke natur der er omkring os.

Vi er ikke så vant til en masse vandfald i Danmark, så når området omkring Chiang Mai har så mange at byde på, skulle vi da ud og ses nogle af dem.

Huai Kaeo vandfaldet

En af de første dage tog vi til Huai Kaeo waterfall som ligger 5 minutter fra Chiang Mai Zoo. Her er smukt og det er muligt at sidde med fødderne i vandet for at blive kølet af. Her kommer der også en del Thaier for at holde picnic eller de unge kommer i grupper og sidder og studerer, idet Chiang Mais universitet ikke er ret langt derfra.

Huai Kaeo vandfaldet en af de første dage i Chiang Mai

Det andet vandfald vi rigtig gerne ville se var Bua Tong Sticky waterfall. Dette vandfald ligger ca. 50 kilometer uden for Chiang Mai. Vi besluttede os for at køre forholdsvis tidligt om morgenen, så der forhåbentligt ikke ville være for mange turister og ikke alt for varmt. Det viste sig så at vi havde stedet helt for os selv.

Sticky vandfaldet i September

Der er nu ikke noget som at have så smukke omgivelser helt for sig selv og det var først da vi skulle til at gå at der dukkede andre op. Dette vandfald er en helt anden oplevelse og det sjove ved dette vandfald er, at på stenene har der lagt sig en mineralsk aflejring som gør at man står rigtig godt fast med bare fødder og hænder, og gør det let at klatre op af vandfaldet og deraf navnet “Sticky Waterfall”. Der er sat reb op så man lettere kan klatre opad. Det sjove er at man skal gå der hvor der er mest vand, da de steder hvor vandet løber langsommere, dannes alger på stenene og der vil det typisk være glat.

Hanne er på vej op af vandfaldet

Sjovt at klatre op af vandfaldet

Michael er ved at klatre op af vandfaldet

Det er dog en god ide at tage et håndklæde eller skiftetøj med, da man ikke kan undgå at blive våd. Det gør dog ikke det helt store, da vandet ikke er særligt koldt.

Stedet er rigtig fint til picnic og hvis man som os ikke lige havde plads til den store picnickurv på scooteren, er der ca 5 min derfra flere steder hvor man kan spise. Vi fik Pad Thai og stegte ris med kylling og det gav vi 60 baht for og det var frisklavet og smagte virkelig lækkert.

Næste gang vi kommer forbi, hopper vi i.

Det tredje vandfald vi valgte at se i Chiang Mai var Mae Sa Waterfall, et vandfald der er i 10 etaper. Det er ikke de store fald der er på disse etaper, men der er masser af muligheder for ved nogle af de forskellige fald at sætte sig med en picnickurv og også tage en svømmetur. Hvis man ikke har pakket madpakken hjemmefra er der ved parkeringsplads nr 3 masser af boder med mad, så der stadig er mulighed for at få sulten stillet.

Vi parkerede ved parkering nr 1, da vi ønskede at gå hele vejen op til det tiende plateau. Parkering nr 3 lader dig starte ved vandfald nr 4.

Det koster 100 baht at komme ind som udlænding og 20 baht for scooteren. Selvom der er sti hele vejen op til det sidst vandfald kan man godt se at de fleste stopper ved vandfald nr 8. Vi gik selvfølgelig hele vejen op og må sige at noget af charmen også var at føle man vandrede inde i junglen helt alene, og at stien ikke var så velholdt gjorde bare oplevelsen mere autentisk.

Trappe op til Paradis

Smukt vandhul, hvor Michael besluttede at smide vand på mig

Vi fortrød at vi ikke havde taget skiftetøj, eller badetøj med, da det klart gav varmen at stige op ad stejle bakker og trapper. Det ville have været rart med en svømmetur, men vi måtte nøjes med at køle fødderne i det kolde vand. At se de lokale Thaier stå under kaskaderne af fossende vand fra vandfaldene var misundelsesværdig.

Vi bliver lidt våde her ved Mae Sa

Vi havde ellers læst os til at dette meget populære vandfald var fyldt med folk i weekenden, men vi kom en lørdag kl 10 og vi så stort set ingen andre end en håndfuld Thaier. Så vi fik taget en masse af smukke billeder uden en masse Thaier eller turister i billedet.

Dette vandfald ser ud til at være meget besøgt af Thaierne selv og ikke helt så mange turister. Men nu besøgte vi det også i September, hvilken ikke er den mest besøgte måned i Thailand grundet regntiden.

Ville være skønt at tage en svømmetur

Der begyndte dog at komme mange besøgende, da vi tog derfra igen, så hvis man gerne vil have vandfaldet for sig selv er det en god ide at komme tidligt, og så er det heller ikke helt så varmt.
Dette var de tre vandfald vi valgte at se mens vi besøgte Chiang Mai.

Har du set andre gode vandfald eller gerne vil dele dine oplevelser, så skriv endelig en kommentar, så kan vi måske besøge dem næste gang vi kommer til Chiang Mai.

Skrevet d. by Hanne i Thailand