Chiang Mai om aftenen

Masser af folk

Der sker en masse i Chiang Mai om aftenen. Sunday night marked, Muay Thai boksning og meget mere.

Chiang Mai om aftenen

Da vi jo var i Chiang Mai et stykke tid skulle vi da ud og se hvad byen havde at byde på om aftenen.

Flotte håndudskåret sæber

Der er jo det berømte sunday night market som er et stort marked med alt hvad hjertet kan begære af Thai souvenir og Thai håndværk. Det bedste af det hele, er det store område, med alt mulig lækkert thaimad fra forskellige boder. Man kan sagtens få flere timer til at gå her med at shoppe og spise skøn mad, og når fødderne bliver alt for trætte, er der rig mulighed for en omgang fodmassage.

Padthai ved Chiang Mais søndags marked

Sushi ved Chiang Mai søndags marked

 

Det dyreste sted vi så, kostede 200 baht (38 kr) for en times fodmassage, og det billigste sted kostede 150 baht (29 kr). Det er en af de ting vi har svært ved at spare på. Der er ikke nogen bedre måde at forkæle sig selv på end en skøn omgang massage. Og vi har prøvet en masse, fod massage, olie massage og Thai massage.

Folk slapper af og får en gang fodmassage

Fodmassagen er dejlig når man har været meget på benene. Thai massagen er perfekt til at løsne op i muskler og led (især skønt når man har brugt mange timer foran pc’en), og oliemassagen er når man gerne vil nusses lidt om, det er nemlig en god afslapningsmassage – Det vi har prøvet flest gange er nok fodmassagen, men vores fortrukne er Thai massagen, da den virkelig gør gavn.

Skønt med en omgang fodmassage

I Chiang Mai står der altid en flok fyre ved Tha Phae Gate med sedler på aftenens kampe i Thaiboxing (Muai Thai).

Vi har aldrig været inde og se en kamp før, så det var en af de ting vi synes en aften skulle bruges på. Jeg har gået til kickboxing på et tidspunkt, men det var kun for motionens skyld, jeg kæmpede ikke, men så dog et par kampe, når klubben var til kamp i Danmark.

Muay Thai Boksning

Derfor havde jeg nok lidt fornemmelsen af hvordan thaiboxing ville være. Det er dog ikke helt det samme, men i bund og grund går det ud på at slå og sparke, og i thaiboxing må du også gerne bruge knæ og albuer og du må også gerne stå og holde om din modstander, så længe en af bokserne er aktiv, med evt. spark med knæet – I kickboxing bliver man fjernet fra hinanden hvis man holder om hinanden i kampen.

Visse kampe vi så var ikke så aktive og det var svært at vurdere hvem vinderen ville blive, men der var også de kampe hvor man sad på kanten af sædet af spænding og der blev givet nogle gode slag og spark så modstanderne fløj ud i tovene. De kampe var klart de bedste og dem vi synes var sjovest at se.

Muay Thai Boksning

Vi brugte 400 baht (per person) på billetten, du kunne også få en billet til 600 baht hvor der så var en velkomstdrink og du ville sidde helt oppe ved ringsiden. Vi sad nu ret tæt på ringen og ville hellere bruge de ekstra penge på en omgang massage senere. Det eneste vi hurtig blev træt af var den frygtelige musik de spillede både før kampene starter og mens der bliver kæmpet.

En klagende indisk inspireret musik kaldet sarama der lyder som den musik en slangetæmmer benytter til at få slanger til at danse op af sin kurv. Musikken er egentlig fin under selve kampene, men når de spiller det konstant en time før kampene starter giver det en frygtelig hovedpine og det eneste vi tænkte på da den sidste kamp var kæmpet, var hvor dejligt det var med noget ro. Men det er jo en del af oplevelsen, næste gang vil vi sørge for at have ørepropper med.

Nogle skønne mennesker vi mødte i Chiang Mai

Da vi boede en måned i Chiang Mai havde vi meldt os ind i en gruppe på Facebook, hvor man kan mødes med andre der er i Chiang Mai i længere tid. Så vi deltog i en frokost hvor vi mødte en del dejlige mennesker fra USA, Australien, England, Holland og mange andre steder. Vi kom til at snakke en del med en pige fra Holland og hun spurgte om vi havde planer for lørdag aften?

Gulvet er klart til en omgang salsa

Der er forskellige steder rundt om i Chiang Mai hvor der bliver afholdt latin dance parties og deltagerne får undervisning i Salsa m.m. og hun ville høre om vi var friske på at tage med? Det var vi selvfølgelig, så vi tog med, men det er absolut ikke nemt, men det var sjovt.
En del af dem vi talte med til frokosten kom også, og da vi havde svedt en del over dansen, besluttede vi at tage en tur i byen bagefter og få en øl. Denne gruppe på Facebook er en god måde at møde andre mennesker der rejser i længere tid af gangen, ligesom os, og de ved en masse om hvad der sker i byen, så man kan komme ud og opleve Chiang Mai by night.

Har du været i Chiang Mai? Har du forslag til hvad man kan bruge afterne på, så skriv gerne en kommentar.

Skrevet d. by Hanne i Thailand

Add a Comment